Ulvetænder

Vi har mange eksempler på dramatisk positiv effekt af ulvetandsfjernelse på korrekt udvalgte patienter.

Ulvetænder er små såkaldte rudimentære tænder (dvs. "rester fra urtiden"), der typisk sidder lige foran den første egentlige kindtand i overmunden. De forekommer også lige foran den første kindtand i undermunden, men det er sjældent.
Det skal pointeres, at det absolut ikke er en sygdomstilstand for hesten at have disse tænder, men ulvetænder kan være problematiske i forbindelse med ridning, idet biddet ofte kommer i fysisk kontakt med ulvetænderne.
Nogle heste får aldrig ulvetænder, og nogle får kun een, hvorved der kan opstå en oplevelse af ubalance for biddet, og endelig er der de såkaldte "blinde" ulvetænder.
En blind ulvetand er en ulvetand, der ikke kan ses, men som tydeligt kan opdages når man mærker efter den oppe i ganen. En blind ulvetand ligger ned langs ganeknoglen og er derfor aldrig brudt igennem gummen, som en almindeligt voksende ulvetand gør det. Uanset om ulvetænderne er blinde, almindelige eller ensidige, kommer de i 6-18 måneders alderen. Det vil sige, at hvis din hest ikke har ulvetænder i f.eks. 2 års alderen, så kommer der heller aldrig nogen.
Det er ikke alle ulvetænder der skal fjernes pr. definition. Heste der har begge ulvetænder, som begge sidder godt fast, er omgivet af sundt lyserødt tandkød og placeret symmetrisk overfor hinanden, skal som udgangspunkt ikke tilbydes ulvetandsfjernelse, med mindre rytteren har ridemæssige symptomer.
Heste med en ensidig ulvetand, en løs ulvetand, tydelig gummeirritation og endelig heste med blinde ulvetænder anbefales altid fjernelse af disse.
Symptomer som meget tydelig uensartethed på volterne, og det at hesten går med hovedet på sned når rytteren stiller ridemæssige krav er typiske symptomer, som med stor sandsynlighed forsvinder efter indgrebet.

Indgrebet er, med de rigtige instrumenter, brug af lokalbedøvelse og foretaget på en i forvejen beroliget hest, oftest ukompliceret og foretages derfor helt rutinemæssigt i praksis.
Roden kan antage alle mulige former, placeringer/retninger og længder. Det kan man fornemme og mærke sig frem til mens arbejdet med at løsne tanden skrider frem. Efter tilstrækkelig bearbejdning/løsning kan ulvetanden med en intakt rod fjernes med en tang. En rod kan knække under udtrækningen, og stumpen kan så efterfølgende fjernes selvstændigt med en lille og slank tang. Skulle en rodrest blive tilbage volder det sjældent problemer. Enten opløses rodresten indefra i forbindelse med afhelingen, eller også udstødes resten senere som et lille fremmedlegeme.
Efter fjernelsen udleveres oftest en sprøjte, som hesteejeren selv skal bruge til at spule såret med typisk 2-3 gange dagligt i 3-4 dage. Opheling af mundhulelæsioner foregår altid meget hurtigt og effektivt, og såret vil som regel være afhelet efter en uges tid. Vi anbefaler en bid-pause på mindst 3 dage efter ulvetandsfjernelse. I nogle tilfælde udleveres opfølgende smertestillende medicin til 2-3 dage. Brug af antibiotika er ikke nødvendigt.